Af Lea Laursen Pasgaard og Sofie Astrup, AAU Kommunikation og Public Affairs. Fotos: William Brændstrup
Flagene var hejst, solen skinnede og den røde løber var rullet ud ved Aalborg Kongres og Kulturcenter (AKKC) fredag den 30. maj. Her var cirka 1.900 studerende og ansatte fra Aalborg Universitet (AAU) i løbet af aftenen samlet til den årlige Universitetsfest, som i anledningen af universitetets 50-års jubilæum i år var både større, længere og fyldt med mere glimmer end sædvanligt.
Fra scenen kunne rektor Per Michael Johansen byde velkommen til en sal fyldt med festklædte deltagere, som var fordelt ved langborde i den store sal, der i dagens anledning var dekoreret med lys og balloner.
”Dette år er specielt. Universitetet fylder 50 år. Og universitetet har vokset sig stærkt og betydningsfuldt i løbet af de 50 år. Vi har alle meget at fejre og feste for. Derfor synes jeg, at vi sammen skal råbe et højt hurra for Aalborg Universitet. Længe leve Aalborg Universitet…” lød det fra rektor, hvorefter studerende og ansatte stemte i med: Hurra. Hurra, hurra!
Efter middagen fik bandet The Heat sparket gang i dansegulvet, og aftenen bød i år på koncerter fra to forskellige scener – med blandt andre Jada, Zar Paulo og Kato. I foyeren og på gangene var godt gang i snakken ved bordene, og de to photobooth-vogne var populære hos mange deltagere, der fik et godt gammeldags foto med sig hjem som minde om et brag af en 50-års fødselsdag.