Jump to content
Home

News

Mange ideer til missionsprojekter præsenteret på workshop

Published online: 20.03.2024

På Mission Øget trivsel blandt børn og unges nyligt afholdte workshop fik godt 80 forskere præsenteret hinanden for ideer og dannet netværk med henblik på at komme i gang med missionsprojekter.

Mission Manager Maria Appel Nissen på workshoppen om Mission: Øget trivsel blandt børn og unge i Danmark

Tekst og fotos: Charlotte Tybjerg Sørensen, AAU Kommunikation og Public Affairs

Hele 15 af AAU’s 17 institutter havde sendt forskere til workshoppen, som fandt sted 14. marts på AAU Innovate.

- Jeg er meget glad for den store opbakning på tværs af institutter og fakulteter og er imponeret over, at vi havde 20 oplæg med relevant forskning og ideer til missionsprojekter, som blev præsenteret på workshoppen, lyder det fra Mission Officer Niels Bech Lukassen, som også er afdelingschef for Missionssekretariatet.

De mange oplæg og deltagere på workshoppen er kommet i hus, efter at Mission Management og Mission Officer har været rundt på AAU’s institutter og haft møde med lokale ledelser og forskere om missionen.

- Vi har valgt, at det er en ”bottom up”-proces, hvor det er forskerne selv, der kommer med forslag indenfor missionens ramme, fremfor at vi definerer projekterne, og det ser der ud til at være opbakning til, siger Niels Bech Lukassen.

Stor åbenhed og diskussionslyst

På workshoppen præsenterede en række af forskerne deres ideer til missionsprojekter. Her er nogle eksempler:

  • Når børn og unge ikke trives i skolen og skolen ikke trives med (nu)tidens børn og unge. Om alternative skoleformer og nye veje til trivsel.
    Ulla Højmark Jensen, Lars Birch Andreasen, Ahrong Yang Nissen, Institut for Kultur og Læring
  • Digital Emotion Regulation. Projektet handler om at øge børn og unges langsigtede følelsesmæssige trivsel gennem fælles skabte og empirisk validerede digitale støtteværktøjer.
    Niels van Berkel, Institut for Datalogi
  • Fælles om unges trivsel. Nye partnerskaber og inddragelse af de unges forestillinger om trivsel og meningsfulde fællesskaber og forebyggende og trivselsfremmende tiltag på og uden for uddannelse på et politisk, organisatorisk, kulturelt, konceptuelt, og pædagogisk/didaktisk niveau.
    Lars Domino Østergaard, Henrik Vardinghus-Nielsen og Ludvig Johan Torp Rasmussen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi

Derefter gik man ud i fire tematiserede grupper med fokus på hhv. unges trivsel, skolebørns trivsel, børn og unges digitale liv samt trivsel på tværs af fysiske og digitale rum.

Se slides fra workshoppen – inkl. alle pitch og kontaktpersoner - her.

Jeg interesserer mig for psykisk sygdom hos børn, og workshoppen her har givet mig viden om noget, jeg ikke vidste i forvejen. Det har været rigtigt spændende og inspirerende

Adjunkt Helene Halkjær Jensen, Institut for Kemi og Biovidenskab

- Min oplevelse var, at der var stor åbenhed og diskussionslyst og at mange kan knytte an til missionen om at forbedre børn og unges trivsel, siger Maria Appel Nissen, professor i socialt arbejde ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og Mission Manager.

Afslutningsvis præsenterede grupperne indholdet af deres drøftelser for hinanden.

- Arbejdet i grupperne har givet et grundlag for at snakke sammen og involvere sig, og jeg har gode forhåbninger om at vi får spændende ansøgninger til missionsprojekter i den kommende tid, siger Maria Appel Nissen.

Fra workshoppen 14. marts - Mission: Øget trivsel blandt børn og unge.
Der var stor diskussionslyst og interesse for hinandens fagligheder blandt forskerne på workshoppen. Her ses nogle af dem, der var samlet om temaet skolebørns trivsel.

Interessant at få identificeret forskerkolleger fra andre fagområder

Et af formålene med workshoppen var at få forskerne fra de forskellige videnskabelige områder til at få øje på hinanden og snakke sammen med henblik på at danne netværk.

Helene Halkjær Jensen er adjunkt ved Institut for Kemi og Biovidenskab og en af deltagerne i workshoppen Hun er uddannet molekylærbiolog og forsker blandt andet i, hvilke konsekvenser genetiske faktorer har for hjernens udvikling. 

- Jeg interesserer mig for psykisk sygdom hos børn, og workshoppen her har givet mig viden om noget, jeg ikke vidste i forvejen. Det har været rigtigt spændende og inspirerende, siger Helene Halkjær Jensen.

Hun kan endnu ikke afgøre, om hendes forskning kan indgå i et missionsprojekt, men hun er meget åben for et tættere tværvidenskabeligt samarbejde:

- For mig er det interessant at få identificeret de folk, der arbejder med området, så jeg vil kunne række ud til dem senere, siger hun.

Fra workshoppen 14. marts - Mission: Øget trivsel blandt børn og unge.
Forskerne på workshoppen havde mange bud på, hvad der er vigtigt at have med på missionen om at øge trivslen blandt børn og unge i Danmark.

Oplagt at deltage i et missionsprojekt

Adjunkt Nicolai Brodersen Hansen fra Institut for Datalogi præsenterede sammen med tre kolleger projektet Dan Jam - The Danish Game Jam for Future Digital Content Creators - på workshoppen.

Målet med projektet er at udforske, hvordan man kan støtte børn i at gå fra at være forbrugere af digitalt medie og spil til at blive fantasifulde skabere og udviklere af digitalt medie gennem legende spilproduktion, samtidig med at man sammen lærer STEAM'D-færdigheder i et socialt, fysisk og samarbejdende fællesskab, som potentielt kan støtte og forbedre deres trivsel.

Noget af det interessante ved et missionsprojekt er at få forskningen skaleret op, og vi forventer at indsende et forslag, hvis vi kan få flere forskerkolleger med. Så det har helt bestemt været umagen værd at deltage i workshoppen

Adjunkt Nicolai Brodersen Hansen, Institut for Datalogi

For Nicolai Brodersen Hansen er det oplagt at deltage i et missionsprojekt:

- Vi er vant til at lave partnerskaber uden for datalogi og arbejde tværdisciplinært, og jeg har tidligere lavet forskning i mentalt helbred. Noget af det interessante ved et missionsprojekt er at få forskningen skaleret op, og vi forventer at indsende et forslag, hvis vi kan få flere forskerkolleger med. Så det har helt bestemt været umagen værd at deltage i workshoppen, siger han.

Deadline for første runde af ansøgninger til missionsprojekter er 17. maj. Udvælgelsen af projekterne vil ske i samarbejde med missionens Partner Board, som i skrivende stund er ved at falde på plads. 

- Og så forventer vi, at missionsprojekterne kan komme i gang efter sommerferien, siger Maria Appel Nissen.

Hvis du vil være med på missionen, kan du finde "call for mission projects" her

Læs mere om trivselsmissionen her. 

Mere information

Mission Øget trivsel blandt børn og unge

Mission Management
Professor Maria Appel Nissen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde
Professor Sine Agergaard, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi
Seniorforsker Sidse Grangaard, Institut for By, Byggeri og Miljø
Professor Stefania Serafin, Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi

Mission Officer
Afdelingschef Niels Bech Lukassen, Missionssekretariatet

Hvis du vil i kontakt med Missionssekretariatet: mission@aau.dk